Skip to main content

Oplev talentfulde dirigenter og mød en gammel kending

Hvis du er nysgerrig på, hvad der kendetegner fremtidens dirigenter, eller hvis du blot sætter pris på stor musik, så er der al mulig grund til at kigge forbi Slesvigske Musikhus torsdag den 14. november. Her gæster fem talentfulde dirigenter fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, sammen med den erfarne dirigent Giordano Bellincampi, Slesvigske Musikhus.

Koncerten er kulminationen på en workshop, hvor de unge dirigenter og musikerne i SMUK sammen er dykket ned i musikken og arbejder sig gennem en række værker.

- Et liv med musik er et liv i bevægelse og evig udvikling. I SMUK har vi konstant fokus på at blive dygtigere. Samtidig vil vi også gerne medvirke til, at andre, der lever i musikken, kan gøre det samme, siger orkesterchef i SMUK, Rasmus Frandsen og forklarer, at en vigtig del af det at være dirigentstuderende, er at komme ud og arbejde med professionelle orkestre.

- Derfor er det en stor fornøjelse, at vi sammen med en flok af fremtidens dirigenter skal arbejde os langt ind i musikken og den musikalske ledelse, tilføjer han.

Blandt de dirigenter, der kan opleves, er Gustav Aske Sønksen. Han har blandt andet været på talentudviklingsprogram hos DR.
Koncerten er i Slesvigske Musikhus, den begynder klokken 19.30 og varer halvanden time.
Der er gratis adgang til koncerten, billetreservation ikke nødvendig, man møder bare op.