Publikum får oplevelser og en bedre forståelse
Er der én type begivenhed, der tydeligt understreger forbindelsen mellem Forsvaret og civilsamfundet, er det, når der er åben kaserne, Åben Hede eller Danish Air Show.
SMUK deltager ofte ved disse begivenheder, og der er en helt særlig stemning, forklarer orkesterchef Rasmus Frandsen.
- Senest sørgede vi for den musikalske underholdning, da der var åbent hus i Oksbøl. Det var en fantastisk dag, fordi vi kunne se, hvor mange – både små og store – der fik en helt speciel oplevelse, når de eksempelvis kom ud at køre i en pansret mandskabsvogn, siger han og forklarer, at det er tydeligt at mærke, hvordan mange suger til sig, når de kommer tæt på både materiel og ansatte i Forsvaret.
- Jeg tror, at mange fornemmer den professionalisme, der er i Forsvaret. Hvordan hver enkelt soldat – eller musiker for den sags skyld – er ekspert på sit felt, siger Rasmus Frandsen.
I Oksbøl var der ikke kun musik, der skabte godt humør. Ved dagens slutning gav SMUK en særdeles stemningsfyldt minikoncert ved Soldaternes Mindesten for de faldne i Helmandprovinsen. Herefter blev den traditionelle salut “Dansk Løsen” afgivet med en 105 mm haubits.