Slotsgård dannede ramme om sensommerkoncert
Masser af sanseindtryk i den historiske renæssancehave efterfulgt af et bombardement af smukke musikalske toner. Det var præcis, hvad publikum fik fornøjelsen af, da SMUK - Slesvigske Musikkorps gæstede slotsgården på Tirsbæk Gods.
To timer før koncerten begyndte, åbnede haven, så publikum kunne suge historien til sig allerede før slotsgården blev fyldt med musik. Slotsgården dannede således ramme om koncerten.
Ifølge orkesterchef i SMUK Rasmus Frandsen var det en særlig oplevelse at optræde på Tirsbæk Gods.
- Tirsbæk Gods er en del af vores fælles historie. Det samme kan man sige om os. Vores rødder går tilbage til 1778, hvor Slesvigske Fodregiment blev oprettet. Samtidig er det vigtigt for os at markere vores nationale mærkedage. Vi føler os med andre ord hjemme i historiske rammer, tilføjer han.
Det var i øvrigt ingen ringere end dirigent Henrik Vagn Christensen, der ledede koncerten på Tirsbæk Gods. Han har tidligere dirigeret SMUK ved en række lejligheder. Han har desuden været tilknyttet New York Ballet.